Skip to main content
14. februar 2024

Middelfart Ældreråd inviterer til messe om Det Gode Ældreliv

Middelfart Kommune har flere tilbud, der kan hjælpe til et godt seniorliv. Men til messen Det Gode Ældreliv den 15. marts i Nørre Aaby kan du blive endnu klogere på kommunens tilbud.

Af: Isabella Ravn | Foto: Freepik

Middelfart Kommune har forskellige foreninger, både sportslige og sociale, der er henvendt mod ældre. Dem kan du blive klogere på til messen Det Gode Ældreliv, der finder sted fredag den 15. marts 2024 kl. 10 – 18 i Vestfynshallerne i Nørre Aaby.

Messen er arrangeret af Middelfart Ældreråd, som også har inviteret flere af kommunens medarbejdere til at fortælle, hvad kommunen gør for, at man kan få et godt ældreliv i Middelfart Kommune. På messen kan du også møde flere virksomheder og forretninger, der sælger produkter henvendt mod ældre.

Flere af kommunens medarbejdere vil i løbet af dagen afholde oplæg om sygepleje, kost og ernæring, demens, seniorfællesskaber og lignende emner.

I løbet af dagen kan du også se frem til at høre Tvillingegårdens Orkester og Middelfart Gospel Choir. Og klokken 15 holder læge Peter Qvortrup Geisling foredrag om det gode ældreliv.

Skal du med?

Sæt allerede nu kryds i kalenderen, og glæd dig til en oplysende og underholdende messe.

Messen er for 60+’ere og alle med interesse for det gode ældreliv.

Messen er arrangeret af Middelfart Ældreråd, og den er ganske gratis.