
TrygFonden Hjerteløber – eller Hjerteløberordningen – har netop offentliggjort kvartalstal for 1. kvartal 2025. Det er første gang, at man fra ordningens side offentliggør kvartalstal, og samtidig kan man i tallene se, i hvilke kommuner hjerteløberne bor.
TrygFonden kan afsløre, at vi har lige præcis rundet 58.000 aktive hjerteløbere på landsplan, og det betyder, at 1,2 pct. af den voksne befolkning (18-110 år) i Danmark nu er aktive hjerteløbere.
Formålet med Hjerteløberordningen er at sende frivillige hjerteløbere frem til personer med hjertestop uden for hospital for hurtigst muligt at igangsætte hjertelungeredning og brug af hjertestarter. Hjerteløberne rapporterer, at der i mindst 70 pct. af de tilfælde, hvor Hjerteløberordningen aktiveres, ankommer en eller flere hjerteløbere til hjertestoppet, inden det professionelle beredskab når frem. I de tilfælde, hvor der ankommer flere hjerteløbere til et hjertestop, kan nogle af dem også tage sig af de pårørende.
3.800 aktive hjerteløbere på Fyn
Sidst vi offentliggjorde hjerteløbertal – i slutningen af januar – var der 3.570 aktive hjerteløbere på Fyn (og øerne), hvilket svarede til 703 aktive hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. På landsplan er der 968 aktive hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere.
Nu er der 3.805 aktive hjerteløbere på Fyn, hvilket svarer til 750 aktive hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. Det er en ret flot stigning.
På Fyn er Middelfart Kommune og Odense Kommune bedst dækket ind med hjerteløbere. Rapporten kan findes på Hjertestarter.dk.

Næsten 800 aktiveringer af Hjerteløberordningen i første kvartal
Hjerteløberordningen har i første kvartal været aktiveret 778 gange (vi har fratrukket de tilfælde, hvor hjerteløberalarmen efterfølgende er blevet annulleret). De 262 aktiveringer stammer fra Region Syddanmark.
Hjerteløberne er klar til at træde til
I Region Syddanmark har der faktisk været mindst én hjerteløber i 100 pct. af de tilfælde, hvor Hjerteløberordningen er blevet aktiveret. Det fortæller os noget om, at vi er meget flot dækket ind med hjerteløbere – selvom vi selvfølgelig gerne vil være flere.
Hjerteløberordningen har i første kvartal af 2025 været aktiveret 778 gange. I den periode har mindst én hjerteløber accepteret alarmen i 99 pct. af de tilfælde, hvor Hjerteløberordningen blev aktiveret. I 98 pct. af tilfældene har mindst to hjerteløbere accepteret alarmen.
Vi er meget tilfredse med, at der er hjerteløbere klar i stort set alle de tilfælde, hvor Hjerteløberordningen bliver aktiveret. Det viser, at vi er godt dækket ind med hjerteløbere. Så selvom vi fortsætter vores rekruttering af hjerteløbere, så er det da rørende, at over 1 pct. af den voksne danske befolkning hver dag er klar til at blive alarmeret et sted i Danmark. Og lige så fantastisk er det, at 75 hjerteløbere hver dag og nat smider, hvad de har i hænderne for at redde et andet menneskes liv, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.
Næsten 26.000 registrerede hjertestartere i Danmark
En vigtig forudsætning for, at frivilligordninger som Hjerteløberordningen skal kunne gøre en reel forskel, er, at der findes tilgængelige hjertestartere rundt omkring i landet, som kan hentes og bruges ved hjertestop uden for hospital. Der er pt. (31. marts 2025) 25.956 registrerede hjertestartere i TrygFondens Hjertestarter-Netværk, hvoraf 18.565 (72 pct.) er tilgængelige døgnet rundt.
TrygFonden ser gerne, at så mange hjertestartere som muligt bliver gjort døgntilgængelige for hjerteløbere og andre vidner til hjertestop uden for hospitalet.
5.000 årlige hjertestop uden for hospitalet
Ifølge Dansk Hjertestopregister bliver der hvert år forsøgt genoplivning på omkring 5.000 personer med hjertestop uden for hospitalet. Det svarer til 14 personer om dagen. 75 pct. får hjertestop i private hjem, mens 25 pct. får hjertestop i det offentlige rum.
Formålet med hjertelungeredning – altså hjertemassage og kunstigt åndedræt – er at pumpe blodet rundt i kroppen, så iltmangel-skader på vitale organer reduceres.
Overordnet set er prognosen for overlevende efter hjertestop god. Hele 96 pct. af alle, der overlever hjertestop, overlever til et godt liv, mens kun 4 pct. ender med sværere neurologiske skader.
