Midtfyns Bryghus hylder sine ansatte i nyt reklamemateriale
Der findes efterhånden mange bryghuse i det danske land, men hos Midtfyns Bryghus har de sørget for at skille sig ud fra mængden med deres nye, humoristiske reklamemateriale.
Når du passerer Midtfyns Bryghus i Årslev, skal du holde ekstra øje med deres nye vejskilt - og sænk gerne farten, for der er masser af detaljer at få med.
Vejskiltets baggrund viser effekter fra bryghuset, bl.a. bryggerkedler og kasser med øl, men hvad der særligt tiltrækker øjet, er de karikerede figurer, som er i fuld gang med arbejdet i bryghuset. Og det er ikke bare tilfældige tegninger – det er alle medarbejderne hos Midtfyns Bryghus, udformet af karikaturtegner Allan Buch.
