Skip to main content
21. januar 2025

Nu er datoen for årets Roséløb afsløret

Lørdag den 7. juni bliver det igen tid til at kridte løbeskoene og rosétørsten, når årets Roséløb skydes i gang her i Middelfart.

Af: Rikke Hansen | Foto: Kirsten Jespersen

Nu har arrangørerne bag årets Roséløb offentliggjort datoen for årets løb. Lørdag den 7. juni 2025 går starten til det traditionsrige og smagfulde løb.

Hygge i fokus

Igen i år er ruten på fem kilometer, som man enten kan vælge at gå eller løbe. Fokus er nemlig ikke på at løbe hurtigt eller at komme først, men på at få en hyggelig dag sammen.

Rundt på ruten er der fordelt seks såkaldte væskedepoter, hvor man kan få fyldt glasset med smagfuld rosévin.

Det er den lokale vinforretning Vin & Co. og Nordfyns Bank der har stablet løbet på benene de sidste tre år, og igen i år er HUSET Middelfart med som samarbejdspartner.

Rift om billetterne

Efter at billetterne sidste år blev udsolgt på halvanden dag, har arrangørerne i år valgt at sætte dem til salg på en lidt anden måde.

Billetterne er endnu ikke til salg, men når de er, bliver det de, der har skrevet sig op til Vin & co.’s nyhedsbrev, der først får besked. Hvis der derefter er billetter til salg, bliver de offentliggjort inde på facebookbegivenheden.

Så hvis du vil være blandt de første, der får besked, når billetterne bliver tilgængelige, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet her.