Skip to main content
3. maj 2024

Nye tal viser, at udbuddet af boliger til salg vokser

Går du og tænker på at sætte dit hus til salg? Så er du ikke den eneste. Nye tal viser, at maj starter ud med flere boliger til salg end blot for en måned siden.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Unsplash

Boligsiden har netop løftet sløret for de nyeste udbudstal i en pressemeddelelse, og talene viser, at der ved indgangen af maj var 34.664 villaer og rækkehuse til salg fordelt over hele landet. Det er en stigning på 0,7 % i forhold til, hvad der var til salg for blot en måned siden.

Stigningen betyder også, at antallet af boliger til salg er steget hver måned i det nye år, og sammenlignet med starten af året, er der kommet 1.433 flere boliger at vælge imellem. Hvilket er godt nyt, hvis man er på udkig efter en ny bolig.

Ujævn fordeling 

Mens antallet af boliger til salg i Region Hovedstaden faktisk er faldet siden sidste måned, trækker nogle af de andre regioner tallene op.

Den højeste stigning finder man i Region Midtjylland, hvor udbuddet af boliger er steget med 1,9 %. I Region Syddanmark følger tallet gennemsnittet på de 0,7%

Stigning i udbuddet af lejligheder og sommerhuse

Det er ikke kun på villafronten, at tallene er stigende. Udbuddet af lejligheder er steget med 1,9 procent på blot en måned. Og her er det til gengæld i Region Hovedstaden, at lejlighedsudbuddet er størst.

Som sædvanligt har forårets komme også ført til et større udbud af sommerhuse til salg. Og maj måned startede ud med 6.177 sommerhuse til salg, hvilket er 4,5 procent flere, end hvad der var til salg i sidste måned.

Læs mere om udviklingen her.