Skip to main content
30. maj 2024

Efter generalforsamling i Middelfart: Brolæggerlauget ser ind i et nyt travlt år

Med fuld opbakning fra den nyligt afholdte generalforsamling går Brolæggerlaugets genvalgte bestyrelse styrket ind i et nyt år, hvor det høje aktivitetsniveau fastholdes.

Af: DI Byggeri | Foto: Mikael Mortensen
PRESSEMEDDELELSE

Genvalg til bestyrelsen

Der var et fint fremmøde af medlemsvirksomheder, da Brolæggerlauget i DI Byggeri den 24. maj 2024 afholdte foreningens årlige, ordinære generalforsamling i Middelfart. Viceoldermand Carsten Grumsen, bestyrelsesmedlemmerne Kasper Thomsen og Nicolai Svendsen samt suppleant Bjørn Nordstrøm modtog alle genvalg fra en enig forsamling.

Kvalitetsbrolægning kommer ikke af sig selv

Oldermand Claus Johnsen aflagde beretning, hvor han blandt andet omtalte travlheden blandt laugets syns- og skønsmænd:

– Vi har travlt med faglige vurderinger i alle ender af Danmark, da der desværre til stadighed er mange ikke-faglærte brolæggere, som udfører dårligt brolægningsarbejde, lød det fra oldermanden, som fortsatte:

– Derfor er det til stadighed vigtigt, at faget og branchen viser vejen frem med god kvalitet og veludført belægningsarbejde, sagde han.

Fokus på uddannelse og efteruddannelse

Bestyrelsen vil i det kommende år blandt andet have fokus på uddannelsen, udbyde kurser til både laugsfirmaer og arkitekter samt tilsynsførende i kommunerne, og endelig også medvirke ved udarbejdelsen af en ny håndbog om brolægning i samarbejde med Vejdirektoratet.

– Vi ser ind i et nyt travlt og spændende år, slutter oldermand Claus Johnsen, som også har store forventninger til udpegningen af årets Brolæggerpris samt laugets medlemskonference i efteråret.