Skip to main content
10. oktober 2023

Ronæs Entreprenør er blevet kåret som Børsen Gazelle 2023

Hos Ronæs Entreprenør har de fået et ekstra skulderklap, da de nyligt er blevet udnævnt som en af årets Gazellevirksomheder.

Af: Marie Daugbjerg | Foto: Ronæs Entreprenør

Nu er årets Børsen Gazeller blevet offentliggjort, og det har skabt begejstring hos den lokale virksomhed Ronæs Entreprenør. De har i 2023 formået at gøre deres arbejde så godt, at de nu kan kalde sig for en vaskeægte Gazellevirksomhed.

Børsens Gazellepris uddeles til landets hurtigst voksende virksomheder, og for at modtage hæderen skal man opfylde en række kriterier til bl.a. omsætning, resultater og vækst.

Hos Ronæs Entreprenør har de haft jernet i ilden, og særligt i det seneste halvanden år er udviklingen gået ekstra stærkt hos virksomheden. Det er da heller ikke første gang, at de modtager den prestigefyldte erhvervspris – faktisk er det tredje år i træk, at de er blevet en del af årets Gazeller.

Virksomheden selv fremhæver især medarbejdernes professionelle og servicemindede arbejde ude hos kunderne som én af de bærende årsager til deres succes.