
Fra den 2. til 4. maj er der Majfest i Middelfart by. Det betyder masser af liv i gaderne med alt fra Brunsviger- og Rosefestival til streetfoodmarked, Fyn Rundt-cykelløb og Lillebælt Halvmaraton.
Lillebælt Halvmaraton finder sted lørdag den 3. maj, og Fyn Rundt-cykelløbet køres søndag den 4. maj. Du får altså mulighed for at opleve både cykelløb og halvmaraton helt tæt på – men det betyder også, at der i løbet af weekenden vil være midlertidige vejafspærringer og ændringer i trafikken.
På kortene kan du få et overblik over afspærringerne.
Ruten og de trafikale ændringer for Lillebælt Halvmaraton er inddelt i tre områder. Derfor vises afspærringerne også på tre forskellige kort.
Fyn Rundt-cykelløbet fremgår derimod af ét samlet kort.
Lillebælt Halvmaraton lørdag den 3. maj
Løbet starter fra Havnegade kl. 13.30.
Ruten og de trafikale ændringer kan inddeles i 3 områder.
- Middelfart by – se vedhæftet kort
- Middelfart Vestby – se vedhæftet kort
- Havnegade – se vedhæftet kort
Kort 1. Middelfart by (Vist med blå på kortet)
Deltagerne starter med en runde på små 5 km i byen. Ruten lukkes kl. 13.15 – og åbner op, når sidste deltager er drejet væk fra Gl. Banegårdsvej, og det igen er sikkert. Østbyen er igen helt åben kl. ca. 14.15. Hjemmeværnet står for at dirigere og afvikle trafikken i området.

Kort 2. Middelfart Vestby
(Slengeriksvej, kongebrovejen, Knorregade, Brogade, Havnegade.)
Kl. 13.15 lukkes der for trafik på alle de veje, hvor ruten går. (Vist med rød på kortet)
Kl. 13.20 lukker Den Gamle Lillebæltsbro. (Vist med blå på kortet)
Fra kl. ca. 16.30 vil ruten med største forsigtighed kunne passeres i bil.
Hjemmeværnet står for at dirigere og afvikle trafikken i området.

Kort 3. Havnegade
Havnegade fra Torvet til Østergade er lukket fra 05.00 til 23.00. (Vist med rød på kortet)
Kl. 13.15 lukker den sidste del fra Torvet til Gammelhavn. Dvs. indtil kl. 13.15 kan der køres på den del af Havnegade. (Vist med blå på kortet)
Kl. ca. 17.30 åbner strækningen fra Torvet til Gammelhavn igen.

Parkering lørdag den 3. maj
Lukningen af Havnegade betyder også, at man ikke kan parkere i P-huset lørdag. Hvis man plejer at holde i P-huset og skal bruge sin bil, skal man flytte den ud inden kl. 8.00 lørdag. Skal du ikke bruge din bil, opfordres du til at flytte den til øverste dæk. P-huset benyttes under løbet til bl.a. bagageopbevaring og nummerudlevering.
Parkering på P-pladsen ved Kulturøen er ikke muligt lørdag, idet området er en del af start/mål-området. Hjemmeværnet står for at dirigere og afvikle trafikken i området.
Hele området er selvfølgelig tilgængeligt til fods.
Skulle du have et tvivlsspørgsmål, kan du skrive en mail til Lillebælt Halvmarathon på lillebaelthalvmarathon21@gmail.com
Cykelløbet Fyen Rundt søndag den 4. maj
Cykelløbet har start og mål i Middelfart på Havnegade. Det betyder, at der i løbet af dagen vil være cykelryttere på vejene i og omkring byen samt midlertidige trafikale ændringer.
På følgende link kan du se de forskellige ruter: Fyen Rundt – Ruter 2025
På de forskellige ruter kan man langt de fleste steder stadig passer med bil. Men Havnegade er lukket fra kl. 07:00 – 18:00 vist med blå på vedhæftede kort.
Fra kl. 14:00 – 16:30 vil en lille rute i Middelfart by være spærret, vist med rød på vedhæftede kort.
