Skip to main content
15. april 2024

Skal dit barn på et kreativt kursus til sommer? Billedskolen har nu åbnet for tilmeldinger

Giv dit barn en spændende mulighed for at være en del af et kreativt fællesskab på sommerkurset “HUG, FORM, BRAND” på Middelfart Billedskole. Nu kan du sikre dit barn en plads.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Unsplash

Denne sommer kan dit barn komme på sommerkurset “HUG, FORM, BRAND” på Middelfart Billedskole. Her skal den kreative side udfoldes og udfordres i arbejdet med tredimensionel kunst.

På kurset vil børnene få en introduktion til teknikker og materialer, man kan bruge indenfor skulptur- og keramikkunst. Børnene får selv fingrene i materialerne, og vil have god mulighed for at udforske deres kreative side og udfolde deres fantasi. Børnene hjælpes godt på vej af keramiker Lotte Graugaard Jensen og billedhugger Lisbeth Krag Olsen, der vil undervise på sommerkurset. 

HUG, FORM, BRAND  

Deltagerne får mulighed for at lave skulpturer og former i blandt andet ler og gasbeton. Arbejdet starter med todimensionelle skitser, der vækkes til live gennem formgivning.  

Børnene vil blive introduceret til forskellige keramiske teknikker, redskaber, formgivning og glasering, så de bliver godt klædt på til at skabe deres visioner og udfolde sig kreativt.  

Værkerne brændes til slut, hvor deltagerne får kendskab til den særlige brændingsteknik, raku, der giver unikke og spændende overflader.  

Kurset afsluttes med en fernisering, hvor familie og venner er velkomne til at komme og beundre de mange kunstværker, der er blevet skabt i ugens løb. 

Praktisk

Kurset er for børn i alderen 7 til 19 år, og et kræver ingen forudgående viden og erfaring at deltage. Mødetiden er hver dag fra klokken 9.30 til 14 fra den 5. august til den 9. august.  

Sommerkurset foregår på Billedskolen i Middelfart, Assensvej 177, og det koster 1.250 kr. at deltage. Du kan tilmelde dig her.