
Black Friday nærmer sig, og faktisk er Black Week allerede i gang hos mange webshops. De annoncerer med store rabatter og gode tilbud. Men er de alle til at stole på? Her kan du se, hvad du skal holde øje med, og hvad du skal gøre, hvis du bliver snydt.
Når de mange tilbud i forbindelse med Black Friday begynder at vælte ind i indbakken, er det ikke kun forbrugerne og butikkerne, der har en fest. Hackere, svindlere og cyberkriminelle har nemlig fundet ud af, at danskerne er villige til at svinge dankortet online, når de gode tilbud står i kø.
Spar Nord kommer her med fire gode tips til, hvordan du undgår at blive snydt, når du shopper online.
Det skal du holde øje med
Det er vigtigt, at du forholder dig kritisk, og at du ikke bare lader dig friste af de mange tilbud på nettet. Spar Nord anbefaler, at du tjekker, om en hjemmeside er e-mærket. Det er en ordning, der er til for at gøre online handel mere sikker for forbrugeren. Så hvis en hjemmeside har e-mærket, lever den op til krav om retningslinjer og regler. Derfor kan du roligt handle på en hjemmeside med dette mærke.
Dog anbefales det, at du som forbruger holder øje med følgende, før du klikker gode tilbud hjem på nettet:
1. ‘Om os’-siden
Hvis ‘om os’-siden på en hjemmeside lyder amatøragtig, eller hvis den helt mangler, skal du være opmærksom og stille dig kritisk over ægtheden af siden.
2. Ekstremt billige mærkevarer
Hvis et tilbud simpelthen virker for godt til at kunne være sandt – så er det det nok også.
3. Sprogfejl
Hvis der er mange sproglige fejl på en hjemmeside, skal du være opmærksom. Mange fupbutikker bruger nemlig maskinoversættelser, så hvis sproget halter, kan det være et tegn på, at det er en fupside.
4. Webadressen
Hvis en hjemmeside har en underlig webadresse, som ikke stemmer overens med de varer, der tilbydes, kan der være noget galt.
Hvis du kan genkende et eller flere af disse punkter, bør du være meget tilbageholdende overfor at handle på den gældende hjemmeside. I sådant et tilfælde anbefaler Spar Nord, at du køber dine produkter hos en anden webshop.
Du er blevet snydt: Det skal du gøre
Hvis uheldet alligevel er ude, og du bliver snydt ved online handel, får du her Spar Nords råd til, hvad du så skal gøre, alt efter hvilken form for snyd, du har været udsat for:
- Hvis du har oplyst dine betalingsoplysninger, efter at have modtaget tvivlsomme mails eller lignende, skal du hurtigt muligt kontakte din bank, så du kan få stoppet misbrugen af dine kort og konti.
- Hvis du har bestilt varer, som du ikke har modtaget, skal du som det første kontakte webshoppen. Kan du ikke få fat i dem, og har du en mistanke om, at du er blevet svindlet, skal du tage fat i din bank, som kan forfølge sagen.
- Har du bestilt varer online, men modtaget forkerte eller defekte varer, skal du også her som det første kontakte webbutikken. Du har 14 dages fortrydelsesret ved onlinekøb og 2 års reklamationsret.
Har du som kunde i Spar Nord været udsat for svindel på nettet, kan du altid lave en indsigelse.
Du kan læse mere om Spar Nords gode råd til online shopping her.