Peter Kildemand indstiller sin aktive speedwaykarriere, når årets sæson er kørt færdig.
Det fortalte han i forbindelse med løbet på Fjelsted Speedway Center i sidste uge, hvor han gennem mange år har været en central del af Team Fjelsted.
Kildemand begyndte allerede som barn med 50 cc-speedway i Fjelsted, og siden blev det til en international karriere med blandt andet deltagelse på det danske landshold, i Grand Prix-serien og i flere europæiske ligaer.
Har vundet to danske mesterskaber med Fjelsted
Peter Kildemand har gennem karrieren blandt andet vundet VM-guld for hold og en afdeling i Grand Prix-serien.
I Danmark har han været tæt knyttet til Team Fjelsted, hvor han også har været holdkaptajn. I 2017 var han med til at sikre klubben det danske mesterskab for første gang i 22 år. To år senere blev han igen dansk mester med Fjelsted.
Når sæsonen 2026 er slut, er det samtidig afslutningen på 33 år som speedwaykører.
