Skip to main content
16. juni 2025

Store muligheder for fynske byer med ny lukkelov

Erhvervsminister Morten Bødskov og en lang række af fynske MF’ere ser store muligheder for flere fynske byer med den nye lukkelov – blandt andet for Middelfart.

Af: Morten Bødskov, Trine Bramsen, Thomas Skriver, Kim Aas, Sara Emil Baaring, Lasse Pedersen og Bjørn Brandenborg. | Foto: LokalNyt Middelfart
Debatindlæg

Debatindlæg af Morten Bødskov, erhvervsminister, Trine Bramsen, MF for S, Thomas Skriver, MF for S, og Kim Aas, MF for S, Sara Emil Baaring, MF for S, Lasse Pedersen, MF for S, Bjørn Brandenborg, MF for S.

I vores lokalsamfund betyder det noget, at tøjbutikken eller købmanden er åben. Og mange steder kæmper lokale ildsjæle for at skabe liv og udvikling i bymidterne. For eksempel i byer som Bogense og Kerteminde.

Dem giver vi nu bedre betingelser ved at modernisere lukkeloven. For det lokale erhvervsliv har for længe været begrænset af regler, som ikke er fulgt med tiden.

Et konkret eksempel: I Bogense har de fortalt om, hvordan de et år blev nødt til at stable et musikarrangement på benene for at kunne dokumentere, at de lavede et ”officielt” arrangement – så butikkerne kunne få lov at holde åbent og nyde godt af den omsætning, helligdagene skaber i bymidten. Et andet år var det et lysshow.

Ja, det er gode arrangementer. Men det er unødvendigt bureaukrati, vi lægger ned over vores lokalsamfund.

Modernisering af lukkeloven – jobs, byliv og vækst

Derfor moderniserer vi nu lukkeloven. Det handler om jobs, turisme, liv i bymidten og vækst i lokalområderne.

Bag aftalen står regeringen sammen med DF, Konservative og Radikale.

Aftalen betyder, at butikker i bymidten i mindre byer (under 16.850 indbyggere) frem over selv kan bestemme, om de vil holde åbent på lukkedage. Og helt generelt gør vi det lettere for alle butikker – også i større byer – at holde åbent ved arrangementer på lukkedage. Fx byfest eller julemarked.

Vi styrker også de borgerdrevne dagligvarebutikker med en pulje på 10 mio. kr. For købmanden er livsnerven i vores små byer og lokalsamfund.

Det hele kommer oveni, at 140 mio. kr. er ved at blive uddelt til bymidter rundt omkring i landet for at sikre god og bæredygtig udvikling af bymidterne.

De levende byer og lokalsamfund skal også være her i fremtiden.