Skip to main content
10. december 2024

Therese Kristensen ansat som ESG-specialist hos Middelfart Sparekasse

Middelfart Sparekasse styrker nu sin bæredygtighedsprofil med ansættelsen af 26-årige Therese Kristensen som ESG-specialist.

Af: Middelfart Sparekasse | Foto: Middelfart Sparekasse
Pressemeddelelse

Med sin faglige baggrund og dedikation til bæredygtighed glæder Therese sig til at bidrage til sparekassens arbejde med at skabe en mere ansvarlig fremtid – for både kunder og lokalsamfund.

Therese Kristensen kommer fra en stilling som CSR-specialist hos ABENA, hvor hun har arbejdet siden november 2023. Her har hun haft ansvaret for social ansvarlighed i forsyningskæden, og hendes opgaver har blandt andet inkluderet implementering af CSR- og ESG-regulativer samt udvikling af bæredygtige strategier, der understøtter virksomhedens rolle som ansvarlig leverandør.

Selv om finanssektoren er nyt land for hende, kan Therese Kristensen sagtens omsætte sin erfaring med ESG-regulativer som CSRD.

Jeg ser frem til at bruge min erfaring til at understøtte Middelfart Sparekasses bæredygtighedsarbejde og drive udviklingen af den første CSRD-rapportering, som skal afleveres i marts 2026, fortæller Therese Kristensen.

I sin nye rolle kommer hun til at arbejde tæt sammen med kolleger fra forskellige fagområder for at udvikle og forfine sparekassens bæredygtighedsrapportering. Samtidig skal hun bidrage til formuleringen af politikker og målsætninger, der kan cementere Middelfart Sparekasses position som en ansvarlig aktør i finanssektoren.

Jeg glæder mig til at være med til at skabe løsninger, der gør en reel forskel og kan inspirere andre, siger hun.

Therese Kristensen har også en personlig tilknytning til flere af sparekassens lokalområder. Hun er opvokset i Esbjerg, men bor i dag med sin kæreste i naturskønne omgivelser i Brejning.

Fyn og især Odense har dog en særlig plads i hendes hjerte, da hun har studeret i Odense og boet i Odenses Skibhuskvarter, imens hun gik på Syddansk Universitet.

Jeg holder meget af den fynske mentalitet og føler mig hjemme her, siger hun.

Kommunikation, bæredygtighed og vinterbadning

Therese Kristensen beskriver sig selv som en passioneret kommunikator, der brænder for at gøre komplekse emner letforståelige og engagere andre i bæredygtighedsarbejdet.

Jeg kan bedst lide mit arbejde, når jeg kan gøre en forskel. Det motiverer mig, når jeg ser, hvordan vi gennem samarbejde kan skabe en mere ansvarlig fremtid, forklarer hun.

Det var netop sparekassens kultur og værdier, der tiltrak Therese Kristensen til den nye stilling.

Jeg har hørt meget positivt om kulturen og fællesskabet i Middelfart Sparekasse. Det er en arbejdsplads, hvor man sammen skaber værdi – både for kunder og samfundet. Det stemmer helt overens med mine egne værdier, siger hun.

Når Therese Kristensen ikke arbejder med bæredygtighed, bruger hun sin fritid på at spille padel. Derudover har hun for nylig kastet sig ud i vinterbadning, som hun beskriver som en både sjov og udfordrende oplevelse. Familie og venner fylder også meget i hendes liv, og hun værdsætter tid til samvær og oplevelser med sine nærmeste.