Skip to main content
10. juni 2024

Tre dage med klima i fokus: Programmet for årets Klimafolkemøde er nu offentliggjort

Årets program for Klimafolkemødet 2024 er nu klar. I år er der 400 punkter på programmet, som byder på alt lige fra spændende foredrag og workshops til koncerter.

Af: Viktor Bork | Foto: LokalNyt Middelfart

Siden 2020 har flere tusinde mennesker hver sommer valfartet til Middelfart for at tage del i Klimafolkemødet.

I år er nøgleordene ”klimahandling sammen”, og nu er det endelige program for Klimafolkemødet 2024 klar.

Dette år byder på 400 programpunkter, hvor i alt 180 arrangører har bidraget med samtaler, debatter, workshops og koncerter til årets program – selvfølgelig alt sammen med klimaet i centrum.

I underholdningssegmentet kan du bl.a. se frem til at opleve Folkeklubben og Schæfer, mens klimaeksperter og politikere som Sebastian Mernild, Lars Aagaard og Ida Auken også sætter kursen mod Middelfart.

Det drejer sig om klimaet

I år forventes mere end 40.000 mennesker at lægge vejen forbi Middelfart de tre dage, Klimafolkemødet varer.

Klimafolkemødet 2024 ser dermed ud til at blive den hidtil største udgave af den årlige begivenhed, der sætter klimaet øverst på dagsordenen.

Målsætningen for den tilbagevendende begivenhed er at danne en arena, hvor kultur, politik, forskning og generationer mødes i skøn klimapolitisk forening, hvilket årets program også vidner om.

Programmet er udformet således, at deltagerne får mulighed for at mødes på kryds og tværs i klimaets tegn, hvor der både er plads til det sjove og seriøse.

Dyk ned i programmet

Udover de mere end 400 programpunkter kan du til dette års klimafolkemøde også se frem til mere end 100 boder, 18 scener og et streetfoodmarked.

Du kan læse mere og dykke ned i det fulde program her.

Klimafolkemødet 2024 finder sted fra d. 29.-31. august. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne til at kigge forbi.