
Med en samlet trivselsscore på 4,1 ud af 5 ligger kommunen over landsgennemsnittet i Rambølls sammenlignende analyser. I dag mødes ledere, arbejdsmiljøgrupperne fra hele kommunen for at arbejde med resultatet.
Det går generelt godt med trivslen i Middelfart Kommune. Det viser kommunens seneste trivselsundersøgelse, som sætter fokus på trivslen blandt kommunens medarbejdere. Her er den samlede score på tværs af kommunen på 4,1. Ved seneste måling i 2022, var den på samme niveau med 4,2. Dermed fastholdes et resultat i den positive ende af skalaen. 83 % af medarbejderne deltog i undersøgelsen, hvilket giver et stærkt og repræsentativt grundlag for vurderingen.
I dag, Tirsdag mødes ledere og arbejdsmiljøgrupper fra hele kommunen til TRIO-dag. Her præsenteres undersøgelsens resultater, og arbejdet med at bruge undersøgelsen til at gøre arbejdsmiljøet i hele kommunen bedre går i gang.
Det er et godt resultat, som vi kan være stolte af. Det vidner om, at vores arbejdspladser generelt fungerer godt, og at medarbejderne oplever et sundt arbejdsmiljø. Samtidig tager vi naturligvis de lokale udfordringer meget alvorligt og følger op. Vores mål er at skabe trygge og udviklende rammer for alle medarbejdere, siger kommunaldirektør Steen Vinderslev.
Rambøll har fundet tre centrale faktorer, der især skaber den høje trivsel i Middelfart Kommune:
- Sammenhæng i opgaveløsningen
- Tryghed og samarbejdskultur
- Nærværende ledelse
Disse punkter vil Middelfart Kommune fortsat arbejde med, så den gode trivsel fastholdes.
Krænkende adfærd adresseres med særligt fokus
På trods af det generelt gode resultat er der et væsentligt område, der kræver særlig opfølgning: mobning. Her er omfanget uændret siden sidste trivselsundersøgelse i 2022. Middelfart Kommune vil derfor sætte fornyet fokus på at afdække, hvordan man i samarbejde med medarbejderne kan arbejde med at forebygge krænkende adfærd, herunder mobning.
Der er udarbejdet lokale rapporter for alle enheder, og de vil nu blive gennemgået mellem leder og medarbejdere i alle enheder. I praksis vil der i den kommende tid blive afholdt opfølgningsmøder med medarbejdere og ledelse. Her vil der blive arbejdet med både det, der virker, og det, der knirker.