Skip to main content
21. november 2023

Unikt julefællesskab vender tilbage

Røde Kors og Boblberg har igen i år gjort det muligt at bringe mennesker sammen i julen via Julevenner.dk, hvor der opstår hjerterum mellem værter og gæster, der ikke kender hinanden i forvejen.

Af: Julevenner | Foto: Julevenner
Pressemeddelelse

Julen er lige om hjørnet, og mange er allerede begyndt på forberedelserne og har sociale arrangementer i kalenderen. Men alt for mange danskere sidder desværre ufrivilligt alene i julen, og særligt juleaften kan være svær, hvis man ikke har nogen at dele den med. Julen er for de fleste en højtid forbundet med hjertevarme og fællesskab, men for andre kan julen også være en påmindelse om noget sårbart, og kan forstærke følelsen af at stå uden for fællesskabet.

Julevenner blev etableret af Røde Kors i 2012, hvor værter og gæster er blevet matchet telefonisk lige siden. For fem år siden indgik Røde Kors og Boblberg et samarbejde om Julevenner.dk, og gjorde det muligt at man i dag også selv kan stå for at finde dem, man vil holde jul med. På denne måde er Røde Kors og Boblberg sammen om at bringe endnu flere sammen i julen. Via Julevenner mødes juleværter og julegæster til en hyggelig juleaften. Et socialt og menneskeligt initiativ, der sætter fokus på, at alle skal have nogen at holde jul med, hvis de har lyst. Vores vision er, at ingen skal sidde ufrivilligt alene juleaften.

Bliv julevært og gør en forskel

Har du hjerterum til at invitere en ekstra med til julebordet? Ved at melde sig som julevært åbner man sit hjem for julegæster og udvider fællesskabet for dem, der står udenfor. Der kan være mange gode grunde til at melde sig som julevært. For nogle handler det om at gøre en forskel for mennesker, som ellers ufrivilligt skulle sidde alene, og for andre kan det være et ønske om at møde nye mennesker og udvide sin sociale kreds.

Bliv julegæst og find et hyggeligt sted at holde jul

Har du ønske om at finde et hyggeligt sted at holde jul med nye mennesker? Ved at melde sig som julegæst kan man finde juleværter, som glædeligt inviterer hjem til en hyggelig juleaften. Mange julegæster melder sig alene, fordi de ikke har nogen at holde jul med, hvorimod andre melder sig som julegæst sammen med deres børn eller partner for at prøve en anderledes jul. Fælles for Julevenner er, at de alle har et ønske om at dele deres juleaften med andre mennesker. I år oplever Røde Kors og Boblberg rekordstor tilslutning til Julevenner sammenlignet med tidligere år, og mere end 700 personer havde allerede i midten af november tilmeldt sig som enten juleværter eller julegæster.

Julen kan for mange være en trist påmindelse om, at man er alene og kan forstærke følelsen af ikke at høre til. Julevenner er medmenneskelighed i ren form, fordi gæster og værter rækker ud til hinanden af lyst. Det er enormt givende for begge parter og lige præcis det, julen handler om, nemlig at række ud og byde indenfor i fællesskab – Pernille, Skafte, sektionsleder i Røde Kors

Familie åbner deres hjem og hjerter for enlig mor og hendes datter juleaften

Gitte og familien har i mange år snakket om at åbne deres hjem for andre juleaften, hvorfor de meldte sig som juleværter på Julevenner. Familiens ønske gik i opfyldelse, da de kom i kontakt med en enlig mor og hendes barn. Efter et hyggeligt møde, for at se om kemien var der, blev kvinden og hendes barn inviteret til juleaften. Den enlige mor var meget alene, da hun har mistet alt kontakt til hendes familie, efter at have fået et barn. Hun havde aldrig holdt en dansk jul før og ønskede generelt at få nye relationer. Det endte med at blive en uforglemmelig aften for alle parter, og i dag ses familien stadig med kvinden, som jævnligt kommer på besøg. Hun er inviteret til juleaften igen i år, og familien har snakket om at invitere flere julegæster med.

Om Julevenner.dk
  • Gratis at finde julevenner
  • Tilmelding til Julevenner sker på www.julevenner.dk
  • Opret dig som julevært eller julegæst
  • Et fælles initiativ af Røde Kors og Boblberg
  • Ved tilmelding vælger du, om Røde Kors skal hjælpe med at finde en juleven, eller om du selv vil finde nogle at holde jul med