I hjertet af Brenderup mødes børn fra nærområdet hos den private vuggestue og børnehave Valmuen. Her bliver de taget imod af et nærværende personale, der prioriterer synlighed og omsorg for at skabe tryghed hos både barnet og dets forældre.
Valmuen har plads til 18 vuggestuebørn og 22 børnehavebørn, og de sørger altid for en god normering af pædagoger. De tilbyder desuden deltidspladser til børn, som f.eks. har været vant til hjemmepasning, eller som har forældre med deltidsbeskæftigelse.
Derudover har Valmuen ingen lukkedage udover søndage og helligdage. Det betyder, at børnene kan få pasning selv mellem jul og nytår og i dagene op til påske, og sommer-, vinter- og efterårsferie kan man som forældre helt selv planlægge.
Barnet udvikling og selvværd i fokus
Institutionens kerne er den inkluderende pædagogik, som giver det enkelte barn mulighed for at udfolde sin egen personlighed og udvikle selvværd i en social kontekst. Det understøtter personalet ved at følge børnene tæt, guide dem i deres relationer og udvise respekt og tillid.
Derudover er det vigtigt for Valmuen at skabe en genkendelig, overskuelig og tryg hverdag for børnene, hvor alle kender hinanden. Det udelukker dog ikke muligheden for spontanitet, fleksibilitet og spændende oplevelser i nærområdet.
Sund madordning og aktiviteter i det fri
Hos Valmuen sørger de for, at børnene kommer udenfor og er aktive hele året rundt. Inde og ude er der indrettet sjove og spændende legezoner, og der er lagt vægt på brugen af miljø- og allergivenlige produkter. Hertil bliver de lokale faciliteter, den nærliggende natur og byens øvrige institutioner integreret i hverdagen.
Sidst, men ikke mindst, kan børnene nyde godt af en nærende madordning med både kolde og varme retter, frugt, grønt og hjemmebag fra institutionens eget køkken. Du kan læse meget mere om Valmuen private børnehave & vuggestue på deres hjemmeside.