Lav din egen keramik på Middelfart Billedskole til efteråret
Udforsk og fordyb dig i din kreative side dette efterår! Middelfart Billedskole har mange spændende keramikkurser for både børn, unge og voksne.
Brug de mørkere eftermiddage og aftener med det hyggelige håndværk. Middelfart Billedskole har oprettet to nye keramikkurser med opstart i efteråret 2024. Måske har du lyst til at prøve det medgørlige medie af for første gang, lave dine egne skåle, kopper og skulpturer eller give hjemmelavede keramikgaver i julegave?
Keramikkurserne er for alle - begyndere som øvede. Den dygtige keramiker, Lotte Graugaard Jensen, underviser på begge hold og vil hjælpe dig, hvad enten du for første gang skal have leret i hænderne eller er vant til at arbejde i det.
