Skip to main content
15. februar 2023

Du kan stadig nå at få en seniorbolig på Brogaarden

De første seniorer flytter ind på Brogårdens Senior Resort 1. maj. De 54 lejeboliger er målrettet seniorer, der ønsker at indgå i et større fællesskab.

Du kan stadig nå at få en seniorbolig på Brogaarden
Af: Daniel Svendsen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ESTATE STRANDSTOFTE

Den 1. maj flytter de første seniorer ind på Brogaardens Senior Resort, som består af 54 individuelle lejeboliger, målrettet seniorer, der ønsker at indgå i et større fællesskab. Interessen for resortet har været overvældende fra den dag, nyheden om Brogaarden blev lanceret.

Ifølge direktør for Brogaarden Henrik Christensen var der til åbent hus-arrangementet i november mere end 700 besøgende.

Vi vidste godt, at vi havde fat i noget unikt, men vi er blevet overvældet af den store interesse, der har været for projektet. Det er ikke kun lokale, der er blevet begejstret af ideen, faktisk har vi fået henvendelser fra folk i hele landet, og flere har allerede valgt at skulle bo her, når vi åbner, siger Henrik Christensen.

I forhold til den store interesse for Brogaarden kommer det bag på ham, at ikke alle boligerne er lejet ud.

Men udviklingen på det danske boligmarked det seneste halve år har især haft betydning, vurderer han.

De fleste seniorer er boligejere, og de vil naturligvis gerne sælge deres bolig, før de lejer en ny bolig, og der må vi bare sige, at luften lige nu er gået lidt ud af markedet med stigende renter og udbud. Men heldigvis lyder prognoserne fra de fleste eksperter, at det kommer til at vende igen, siger Henrik Christensen.

Derfor har Pindstrup Fonden, som står bag Brogaarden, valgt at alliere sig med den lokale mæglerforretning Estate Strandstoft. Indehaver Heidi Strandstoft deler Henrik Christensens analyse.

Der bliver stadig handlet boliger, men tempoet er lavere end for et år siden. Som mæglere er vi både vant til at håndtere køb, salg og udlejning, så jeg tror, det er fornuftigt, at vi kommer med ind over for at speede processen op og skabe flere match, siger Heidi Strandstoft.

Estate Strandstoft er en del af en landsdækkende mæglerkæde med ca. 100 forretninger, og det rummer ifølge Heidi Strandstoft flere fordele.

Vi er til stede i hele landet med dygtige ejendomsmæglere, som både kan hjælpe interesserede seniorer med at få solgt deres bolig, samtidig kan vi også udbrede kendskabet om Brogaarden til flere mennesker, både fysisk men også med vores digitale indsatser, siger Heidi Strandstoft.

Hun forventer, at der i løbet af de næste måneder kommer til at ske fremskridt.

Boligsalget plejer altid at blomstre i foråret, hvor flere gør alvor af deres flytteplaner. Det forventer vi også kommer til at ske i år. Brogaarden Senior Resort er et ret unikt boligfællesskab, som kommer til at blive en succes. Hvis vi kan være med til at få flere til at opfylde deres boligbehov, er det en ekstra bonus, vi vil glæde os over, siger Heidi Strandstoft.

Henvendelser angående boligerne kan ske til:
– Heidi Strandstoft: 60152020
– Henrik Christensen: 22985501