Skip to main content
29. februar 2024

Nybolig Middelfart flytter hjemmefra, men de beholder samme gode udsigt

Efter 14 år på samme lokation flytter Nybolig Middelfart nogle få hundrede meter ned ad vejen i nye lokaler på Havnegade 47. Stadig på første parket til Lillebælt og stadig med et knivskarpt fokus på at skabe de rigtige rammer til gavn for deres købere og sælgere.

Af: Nybolig Middelfart | Foto: Nybolig Middelfart
PRESSEMEDDELELSE

Når Nybolig Middelfart fra 1. april 2024 slår dørene op og byder kunder velkommen i deres nye lokaler på Havnegade i Middelfart, bliver det med lokal udlejer i ryggen.

Vi har været rigtig glade for vores gamle lokaler, men vi har også syntes, at de var blevet for store til vores behov. I jagten på mere passende lokaler, har Jakob Schultz tilbudt os de lokaler, som nu er helt rigtige for Nybolig Middelfart, siger Therese Vestergaard Aarhus, partner og medindehaver af Nybolig Middelfart og tilføjer:

Dialogen med Jakob Schultz har været konstruktiv fra start til slut; men vi er også begge købmænd, og vi har selvfølgelig gået hinanden på klingen for at lande den rigtige aftale. Det er også derfor, at vi går på arbejde.

Efter 14 år i det tidligere kontor er det med indlogeringen i de 165 m2 nye lokaler på Havnegade 47 ud til Lillebælt planen for Nybolig, at man skal høre hjemme her mange år ud i fremtiden.

Lejemål på ubestemt tid

Muligheden for at blive i lokalerne på den lange bane er også helt i overensstemmelse med Jakob Schultz, som byder Nybolig velkommen med overtagelse allerede 1. marts og altså åbning 1. april.

Det har været en dans at lande den helt rigtige aftale, men allerede mens blækket stadig er vådt, er vi i fuld gang med at istandsætte de nye lokaler til Nybolig med blandt andet fjernvarme, ny loftbelysning og flotte nye gulve. Der skal ikke være en finger at sætte, når vores nye lejere slår dørene op, siger Jakob Schultz, CFO for investeringsselskabet Selfinvest, som ejer lokalerne på Havnegade.

Og også hos Nybolig i Middelfart ser man frem til at tage lejemålet i brug.

Hos Nybolig Middelfart driver vi en forretning, hvor vi gerne vil skabe de rigtige rammer for vores kunder, og der kan de nye lokaler med deres åbne og lyse indretning og flotte parti ud til Lillebælt være med til at understøtte vores fortælling om, at Middelfart og Vestfyn er et dejligt sted at bo.

Selfinvest råder over flere lejemål i Middelfart, og når det nye Kabelbyen-byggeri står klart på havnefronten i starten af 2026, bliver mulighederne endnu bedre for erhvervsdrivende i området at finde de helt rigtige kontorlokaler til deres behov.